Byen for Livet

OK-Fonden har sammen med Støtteforeningen Margurittens venner gennem længere tid søgt en kommunal partner til at udvikle en bydel, som er særligt indrettet til at støtte og give livskvalitet til mennesker med demens. Valget faldt på Odense Kommune og samarbejdserklæringen blev underskrevet d. 3. juni 2015.

OK-Fonden vil, i et tæt samarbejde med Odense Kommune, bygge og drive ”Byen for livet” en demensbydel i Odense. Bydelen forventes at huse mellem 200-300 mennesker med demens. Den vil med sin størrelse og nytænkning, i både form og indhold, være den første af sin slags i Danmark.

Målet er at skabe rammerne for et liv med selvstændighed og livskvalitet på trods af en sygdom, der gør folk dybt afhængige af andre. Det betyder, at der skal skabes boliger og indsatser, der gør livet så attraktivt som muligt i alle faser af sygdomsforløbet med demens.

Forprojektet skal muliggøre samskabelsen af banebrydende socialt, psykisk og fysisk miljø, hvor mennesker kan blomstre – også med en så alvorlig sygdom som demens. Omgivelserne skal understøtte, at beboerens familieforhold kan forblive intakte og befordre øget livsglæde og en følelse af fortsat at være en del af samfundet. Målet er en habiliterende og værdig livsførelse for personer med demens i samliv med deres pårørende.

Ambitionen er, at viden og erfaringer fra arbejdet i forprojektet vil kunne føre til at Demenslandsbyen bliver verdens førende behandlingssted for målgruppen – og sprede viden og inspiration til hele verden over de følgende årtier.

Grundpillen i forprojektet er tværgående samarbejde. Viden samles, kvalificeres og udvikles i samarbejder på tværs af sektorer: Fonde, demensfaglige, ledelsesfaglige, pårørende og personer med demens selv, forskere, sundhedsfaglige, byggesektoren og lokale frivillige.

Det ambitiøse byggeri finansierens af OK-Fonden, og det vil have positiv betydning for både velfærd, vækst og byudvikling i Odense.

Det Obelske Familiefond har ligeledes støttet projektet med midler til at undersøge udfordringer og muligheder i projektet.

Resultatet fra forprojektet – www.videnforlivet.net

Resultatet af forprojektet er opsamlet både digitalt og i print. Det er muligt at finde begge versioner på siden videnforlivet.net. På denne side er det muligt for dig at læse resultatet af en inddragelselsesprocess med virkeligt mange passionerede, fagligt stærke og dybt involverede mennesker.

Siden består af 3 hovedområder indsatsbiblioteket, hvor det er muligt for dig, at finde indsatser, som du kan bruge i den daglige pleje. Visioner i praksis, som er en håndbog henrettet til ledelsen, og som indeholder gode råd og ønsker fra forprojektets deltagere. Sidst, der finder du Værktøjskassen, hvori det er muligt at finde specifikke værktøjer, der har til formål at hjælpe ansatte i plejesektoren.